Gardasøen - Garda
|
Afrejsedato: 06/10 - 2011 |
Antal dage: 11 dage |
Hvad:
|
Garda er en hyggelig lille italiensk by med snævre gader, en livlig og pittoresk søpromenade og masser af små listige steder. Hotellet ligger roligt og kun 100 meter fra bymidten.
Vi har inkluderet meget af det, man ofte betaler ekstra for. Bortset fra tre frokoster er der fuld pension på hele rejsen. På udrejsen overnattes i Tyskland og i Østrig. På hjemrejsen overnatter vi en enkelt gang i Midttyskland.
----------
Pris: kr. 7.275,-
Eneværelse 500,-
Afbestillingsforsikring 295,-
------------------
Hotel Continental bliver hvert år forbedret, og for mange danskere er det blevet deres stamhotel. Charmerende og rolig beliggenhed i en parklignende have med swimmingpool og liggestole kun 100 meter fra bykernens buegange, butikker og fristende barer. Der er ca. 200 meter til søpromenaden. Alle dobbeltværelser har balkon eller terrasse mod haven, brusebad, toilet, tv, sikkerhedsboks, føntørrer og minibar. Eneværelser har samme udstyr, men vender bort fra haven og er uden balkon. Virkelig god forplejning! Valgfrie menuer til hovedmåltiderne, og morgenmaden er bedre end man normalt kan forvente i Italien. Bar og opholdsrum. Restauranten er røgfri. Elevator.
1. dag:
Overnatning i Midttyskland.
2. dag: Overnatning i Tyrol
Vi følger motorvejen mod syd. Ind i Østrig ved Zirlpasset. Fra Innsbruck og under Europabroen til tyrolerbyen Matrei am Brenner. Overnatning i den lille alpeby tæt ved Brennerpasset. Bad og toilet på alle værelser. Elevator. Lidt gadestøj må påregnes på nogle værelser.
3. dag: I Garda ved middagstid
Over Brennerpasset til Italien. Vi er i Garda til frokost. Allerede om eftermiddagen kan man nyde søpromenaden og den charmerende gamle bydel.
4. dag: Lær Garda at kende
Om formiddagen viser rejselederen rundt i de mange spændende smøger med buegange, forretninger og boder. Vi slutter af ved søpromenaden, der domineres af farverige udendørs restauranter, hvorfra man kan følge livet på promenaden og ude på søen. Eftermiddagen fri til afslapning. Måske frister hotellets swimmingpool.
5. dag: Nordlige Gardasø, borg og byer
Langs den østlige side af søen til Malcesine, der rummer mange minder fra sin stolte fortid. Efter et kort ophold i byen skifter vi transportmiddel og sejler med en af de mange turbåde via Limone og Torbole til søens nordligste by, Riva. Et par timer tilbringes i den fine, gamle by, hvis historie er lang og spændende. Frokost er ikke inkluderet. Vi er tidligt tilbage på hotellet. Man kan evt. stå af bussen lidt før Garda og gå det sidste stykke.
6. dag: Venedig inklusive frokost
Venedig er ganske enestående, og alle bør opleve byen mindst én gang i livet. På ca. 2 timer kører vi til Venedig. Her er gaderne erstattet af kanaler, og husene er bygget på pæle. Blandt meget andet kaldes byen Adriaterhavets Dronning. Vi sejler til den berømte Rialtobro. Her er masser af boder på selve broen og i smøgerne, som grænser op til den. Frokost på restaurant lige ved den smukke bro. Til fods fortsættes til Markuspladsen. Tid på egen hånd. Besøg evt. Markuskirken, Dogepaladset eller måske et glaspusteri. Sidst på eftermiddagen sejler vi fra San Marco til parkeringspladsen og kører retur til Garda. Alle udgifter til frokost og sejladser er inkluderet. Går man dårligt bør udflugten fravælges.
7. dag: Sydlige Gardasø, romersk oldtid og middelalder
Om formiddagen kører vi til Sirmione - halvøen, der stikker frem i den sydlige ende af søen. Her er ruiner fra oldtiden og en gammel Scaligerborg. Der er altid et broget folkeliv i Sirmione. Frokost er ikke inkluderet. Vi besøger evt. slagmarken for det berømte slag ved Solferino (entre til tårnet er ikke inkluderet). Via Peschiera retur til Garda. Hvis man har lyst til at røre sig, er traveturen langs søen til Bardolino en smuk oplevelse (30-45 min). Tag evt. båden tilbage til Garda.
8. dag: Verona
Vi besøger Verona, Romeo og Julies by, der ligger kun 30 km fra Garda. Byen skal opleves til fods. Se Piazza delle Erbe, Julies balkon, den fornemme gågade og naturligvis den gamle romerske Arena på Piazza Bra (entré ikke inkluderet). Mon ikke en af de mange fortovsrestauranter frister til et besøg? Frokost er ikke inkluderet.
9. dag: Italiensk marked
Hver fredag stiller omrejsende markedsfolk deres boder med fristende italienske varer op i Gardas gader. En festlig oplevelse. Fuld pension på hotellet.
10. dag:
Vi skal tidligt op. Efter morgenmaden kører vi nordpå. Overnatning i Midttyskland.
11. dag:
Hjemkomst først på aftenen
For nærmere information og bestilling ring: 48 13 15 22


